Mollis bed and breakfast drives af Christina Sørensen og Torben Jensen, med hjælp fra familie og ansatte.

Vores bed and breakfast er nystartet i 2019, men vi er dog ikke uerfarne med bed and breakfast, da vi i 8 år har drevet ”Rosenvang” bed and breakfast og Ferie på landet. Vi lukkede dog ned i 2010, da vi hellere ville bruge tid og energi på vores børn. Børnene er nu store, og vi har igen fået tid og lyst til at hellige os værtsrollen.

Vi har brugt det sidste år på at renovere og istandsatte vores ejendom, og kan nu tilbyde hele 4 familie lejligheder og 3 shelters, samt fine fælles faciliteter. Lejlighederne er meget forskellige, både i størrelse og indretning, og du kan læse mere om dem i menupunktet ”Lejlighederne”.

Vores 3 Shelters er nyopførte, og rummer alle mulighed for overnatning for 4 personer. De er opført i ”kalmarbrædder” og har græs på taget. Der er toilet i nærheden og ved gården er en toiletvogn med 2 badeværelser med wc og brusebad. Se mere i menupunktet ”Shelters”.

Morgenmaden serveres for alle gæster, i vores morgenmads café. Vi byder på en lækker morgenmads buffet, med bl.a. hjemmebagt brød og sylt, frisk frugt og meget andet, samt naturligvis kaffe, te og juice m.v.

Der er mulighed for at nyde maden inden døre i vores store fælles rum, men også mulighed for at trække ud, under det store halvtag, eller helt ud under åben himmel, i vores hyggelige have/gård miljø.

I og omkring Caféen, finder du også vores kontor, samt diverse spil, bøger, tv og wifi, samt et lille udvalg  af turist brochurer og lignende.

Hvis du kommer på motorcykel, knallert eller på en dyr cykel, har du mulighed for at parkerer i vores carport, der er kameraovervåget.

Vores gård, er desuden hjemsted for vores anlægsgartnerfirma, samt vores 3 heste og hobbydyr, der pt udgør 1 hund, 4 katte, samt høns og undulater. Vi tilbyder desværre ikke ridning, men du er velkommen til at lave en aftale om at være med til at fodre og strigle hestene.

Bonus info : Mollis bed and breakfast, er i øvrigt opkaldt efter en af vores ynglings stauder Alchemilla mollis, der på dansk hedder lodden løvefod!